Jeg købte en ‘cryptokitty’ ved navn Adolf Kitler i starten af 2018 for $100 – altså, en digital kat, der lever på en blockchain, og hvis eksistens er reguleret af selv-eksekverende kode. På rigsdansk: En ‘smart kontrakt’. Blandt mine kollegaer var der bred enighed om, at det var ret usmart.
Dengang for mange år siden, i 2018 altså, gennemlevede cryptomarkederne et af sine vanlige bull-markeder, som man kunne læse om i sidespalterne i MetroXpressen. Med successen af centraliserede handelsplatforme som Coinbase (læs: Nordnet for Bitcoin ₿), var der mange – undertegnede inklusiv – der manisk opdaterede cryptopriserne i pauserne mellem Excel-ark og café creme i ens ikke-digitale & helt almindeligt dødelige liv.
Prisændringer i Bitcoin & Co. (både op og ned) udløste eksotiske cocktails af signalstoffer i lillehjernen og ændrede time for time værdien af den Pondusopsparing, man i sin tid plyndrede for at købe nye digitale aktiver. Herunder katte.
Bitcoin får al opmærksomhed i Danmark – både i pressen og på værtshusene og på de Tinder-dates, der er dømt til at kuldsejle alligevel. Men det er Ethereum (Ξ), en ny blockchain udviklet i 2014 af bl.a. den aspargestynde & ligblege russer, Vitalik Buterin, der for alvor lovede at kaste os ind i en ny guldalder. Med Ethereum har udviklere muligheden for at bygge decentraliserede programmer med hvilke, brugere kan interagere med hinanden. De der smarte kontrakter, altså.
En af de store innovationer, der for alvor testede potentialet af denne nye, fagre verden var Cryptokitties (lanceret december 2017): Et blockchain-baseret spil, hvor man kan købe, sælge, opdrætte og samle digitale katte. Jeg husker begejstringen i de dage tydeligt: Ikke kun fordi Internettet elsker katte, men fordi det varslede en ny tidsalder. Ethereum-netværket huskede det også, da det blev helt tilstoppet af kattetransaktioner og dermed var de facto uanvendeligt i en lang period. En fager ny verden, jovist.
Adolf Kitler, Chairman Meow og mine andre katte mistede deres værdi af grunde, jeg altid helt forstod eller var interesseret i at forstå, og jeg gik tilbage til at købe Vestas-aktier som et helt almindeligt dannet og gudsfrygtigt menneske (Det gjorde jeg faktisk ikke, men gid jeg havde).
Den decentraliserede verden stod ikke stille. I samme år som Ethereum kom til verden, skabte den danske sagnhelt, Rune Christensen, MakerDAO, der tre år senere – i samme måned som Cryptokitties kom til verden – frigav DAI: En såkaldt “stablecoin”, der gennem et automatiseret system af smarte kontrakter fastholder en værdi på $1. Det fandtes allerede i form af “Tether”, der til forskel fra DAI er understøttet af en Joakim von And-style pengetank (påstår de), hvor man har lovning om at kunne bytte 1 Tether for 1 dollar (som i en moderne guldstandard). Meget praktisk, for nu kunne man lege i en cryptoverden upåvirket af rutsjebanesvingene, der ellers kendetegner overskrifterne i ugebladene.
Herfra – særligt i corona-året, 2020 – har nye ‘smart contracts’ replikeret sofistikerede finansielle transaktioner, som fx at udstede lån eller tilbyde forsikring, alt sammen uden at man skal ringe til Connie nede i handelsbanken. Over det sidste år alene har decentraliseret finansiering (DeFi) stået for 40% af alle Ether-transaktioner, op fra 7% i den forgange periode. Der er cirka ~$60mia. låst fast i økosystemet af DeFi-applikationer, hvilket lyder af meget, men faktisk er ret lidt: Exxon – dem med olien – har en markedskapitalisering på $240mia. #EatTheRich
DeFi-apps kan samarbejde med hinanden som små byggeklodser i den ene episode af Lego Masters, man orkede at se. Låneplatforme som Compound og AAVE bliver brugt af “yield aggregators” som Yearn, som i sig selv bliver brugt af protokoller som Alchemix, og så videre og så videre. Man får ikke lidt en splintrende migræne af at tænke på det, men omvendt foregår det store arbejde bag scenen i form af automatiserede programmer, man kan vælge at stole blindt på – og ofte gør.
Det er fascinerede at se, men der er en umistænkelig vibe af, at det måske er lidt for godt til at være sandt. Vi tager vores hubris med ind i paradisets have: Ingen stiller sig tilfredse med helt fine afkast i en verden, hvor Hr & Fru Danmark køber pengeskabe for at beskytte sig mod Danske Banks gebyrer & negative renter. I stedet søger vi uden hensyntagen til risici de store gevinster, der ofte kommer fra nye platforme, der tilskynder brugerne med ekstra “tokens” – en smart idé, der svarer til, at man modtager aktier i Danske Bank, når man bruger deres services. Det giver en form for medejerskab og mulighed for at stemme på fremtiden roadmap: Hvilke tekniske ændringer skal prioriteres? Hvordan skal platformen se ud om 10 år?
Det, der i virkeligheden sker, er, at de medejerskabs-tokens selv bliver et objekt for spekulation, som sælges til andre eller lånes tilbage til platformen i lovning om endnu flere tokens (kan I følge med?). I den traditionelle verden køber man Novo Nordisk-aktier og går tidligt i seng; i web3-verdenen køber vi CUMROCKET-tokens til Camgirl markedet og staker dem i bytte for anime waifu JPEGs. Det er ærligt arbejde, og det er på sin vis – desværre? interessant nok? – fremtiden
Adolf Kitler er mere end digital fidget spinner og har på det seneste fået en genrejsning med interessen for såkaldte Non-Fungible Tokens (NFT). Det er charmerende – og tydeligt – at Dungeon & Dragons-nørderne har stået for navngivningen: “Non-fungible token” er ikke som sådan indrettet til rigsdansk. De kunne trænge til en Old Fashioned med Mad Men’s Don Draper. Men lad os kigge på det.
NFT betyder, at det ikke bare er en eller anden tilfældig kat, jeg brugte mine frokostpenge på, men denne her specifikke kat. Man kan heller ikke bare købe en ny hvalp til sønnikke for at erstatte den, man lige har kørt over. Det har hurtigt fundet anvendelse til kunst, hvor grimme, computer-genererede JPEGs af aber, “punks” og sten (ja, sten) bliver solgt til flere millioner kroner stykket. Typisk dollars. Enhver kan kopiere et billede, men kun du kan pege på det endegyldige bevis, forankret i en blockchain, der fasttømrer, at DU ejer det – og håbe på, at det er nok til at få nummeret til pigen i baren.
Det er nemt at være naiv og falde pladask for den næste tulipankrise, men det er også nemt at være kynisk, og det er kynisme, hvis man ikke kan se, at kattebilleder – og kunstscenen helt generelt – kun er starten. (Der var forresten aldrig en ægte tulipankrise, men derimod hovedsagligt skrækhistorier opfundet som propaganda af hollandske Calvinister)
Måske er det den danske tilgang – armene over kors, æv-bæv og teenage nihilisme – der gør, at vi har det helt fint med at vores netbank ligner noget fra før murens fald, at det tager mere end 10 sekunder før en bankoverførsel når i hus, og at vores bankers styresystemer er drevet af programmeringssprog oprindeligt tiltænkt hulkort (Slå det op).
Hvis det er forkert at sige, at crypto, DeFi, NFT mv. er konsekvensfri billetter til Shangri-La, er det lige så forkert at falde i den modsatte grøft: At benægte, at vi står på tærsklen til noget revolutionerende, der lover at rive verden, som vi kender det, op med rødderne, med den samme oomph, som mine forfædre oplevede med vandhjulet, dampmaskinen og internettet.
Det vil jeg stå ved, selv når hele markedet unægteligt kollapser, og alle stolte danskere sætter deres lommepenge tilbage i opsparingskonti med negative renter hos Landbrugsbanken. Ja, det kan virke lidt fjollet det hele, men vi er altså kun lige ved begyndelsen, og denne gang er det anderledes.